Teis Lundegaard

E. Stave 1907

Tale

ved afsløringen af Teis Lundegaard’s bauta paa Austad kirkegaard 17de mai 1907

af statsraad A. Berge

Hvad er det, som samler disse store skarer af mænd og kvinder her idag? Er det 17de mai-dagens festglæde? Eller er det den nyreiste bauta paa Teis Lundegaards grav? Ja, begge dele. For de to ting hænger sammen. 17. mai, Eidsvold, 1814, eidsvoldsmændene, Teis Lundegaard. Det er ligesom begivenhederne kommer os nærmere. For Teis, det var vor mand. Kjød af vort kjød, blod af vort, ligesom her omkring os foruden hans to endnu levende børn staar en hel skare af mænd og kvinder, i hvilket hans blod banker.

Men derfor har det været en stor og skjøn tanke, en fædrelandsk nationalsindet tanke, at reise Teis Lundegaards mindesten paa 17. mai. Dagen er folkets store mindedag. Dagen taler hvert aar sit alvorsfulde sprog til nordmænd. Dagen kalder frem minder om dette fattige folks grusomme fattigdom, om disse lidelser af hungersnød og krig, som vore bedsteforældre maatte døie, minder om plyndrede byer, brandskattede bygder, erobrede eller sønderskudte skibe, landsmænd i engelsk prison. Og den taler om mere: Om den dybe folkeskam, vort land maatte lide, da man flyttede Olavs og Sverres kongestol ud af landet, flyttede rigets styrelse udover Norges grænser og fik en fremmed til at dekretere: Ingen nordmand er til. Alle er borgere af den danske stat. Men dagen taler ogsaa om vaar i Norge. Og om vaar i folkets liv. Efter de lange tunge trængselsaar, efter de 400 aars umyndighed dæmrede haab for Norge. Ude i de store lande spillede verdenshistorien sit skæbnesvangre spil. Napoleonskrigene vendte op og ned paa Europas landkart. Riger forsvandt af dette kart, nye dannedes. Og imens steg folkenes lidelser rundt om i landene, hvis marker mættedes med sønnernes blod, og hvis kvinder forvandledes fra lykkelige mødre til sørgende enker.

Vilde det være muligt for det stakkels Norge at eksistere under disse forhold? Kunde dette arme land undgaa at gaa helt til grunde? Kun Gud alene vidste det. Men han holdt sin haand over Norge.

Og saa kom dagen, og saa hadde vi mændene. Og da, i de tunge, triste og farlige februardage 1814, Norges mænd samledes i sine bygder og byer for at overlægge og finde frem sine bedste, forstandigste og frem for alt modigste mænd, da hadde vor fædrebygd Lyngdal det gode skjøn, at de valgte Teis og nød den lykke og den ære, at de gav Norges bønder en talsmand, som i en menneskealder hørte til landets bedste, til Lyngdal.

Lad os sætte os tilbage i den tid og forestille os, hvordan en mand som Teis Lundegaard maatte føle sig, naar han kom til tings, manglende skoledannelse og lærdom. Mange af hans ligestillede følte sig trykket af deres mangel paa boglig kundskab. Derfor var de fleste bønder tilbageholdne og kunde ikke gjøre sig gjældende. Men Teis baade kunde og turde. Hadde han ikke studeret i bøger, saa hadde han lært af livet. Og naar den gamle spindsskipperen paa sin egen skude selv holdt rattet i nordvestkuling udfor Jæderrevet, saa hadde han erfaret, at et gløgt og vaagent øie, en kraftig villie og en stærk arm betød mere end megen lærdom. Og han vidste, at det begreb, man kalder fædrelandet, det bestod kun af de tusind hjem. Og at det som var godt folkevet hjemme i bygden, det var ogsaa godt folkevet i Norge. Det blev derfor ikke bare til professor Sverdrup, at Teis Lundegaard parrerede med sit «Græsk og latin det» o.s.v.

Det var den jevne sunde forstand og det praktiske skjøn, han i hele sit politiske liv satte op mod «latinen og græsken». Naar der derfor dannede sig en hel sagnkreds om hans bidende vitser og hans drøie spot, saa var det, fordi han under kampene baade i og udenfor stortingssalen med disse vaaben saa ofte slog modstanderne i svime og ofte paa denne maade, der appellerer til den sunde forstand, opnaaede resultater, der mangengang virkede fortere og skarpere end den mest finslibte spidsfindighed eller den mest haarfine dialektik.

Med sin gode naturlige forstand brød han saa ofte gjennem frasernes flom og det med en kraft, der maatte imponere. For han var en kraft. Og til store handlinger i folkenes liv kræves der kraft hos de mænd, der blir forsynets redskaber. Og det er kun i den kraftige mand, nationen ser sin rette maalsmand. Teis afspeilede deri det norske folks sindelag. Kraft behøver dette folk, der dyrker sin magre jord og færdes paa de vide have, og han elsker og agter dem, der ved, hvad han vil, og vil, hvad han ved.

Men derfor blev Teis Lundegaards navn kjendt vidt udover Norges land som den paa engang gløgge og snarraadige og som den haandfaste politiker. Af Eidsvold-forsamlingens bønder staar han som den første, den største og som den eneste, der fortsatte som offentlig mand ligetil 1845. Da den bredskuldrede Lister-bonde engang hadde steget frem af flokken og taget sig plads ved nationens raadsbord, saa blev han der.

Der stod kamp om Teis Lundegaards navn. Ikke i hjembygden. Thi der kjendte man Teis’ gode hjertelag og hans storslaaede hjelpsomhed mod alle som kom og trængte hans raad eller hans skillinger. Thi han var lige rundhaandet med begge dele. Men i samtidens diskusjon stod kampen. En præst kalder ham i sin dagbog «den kalkunske Listerbonde». En anden præst «den impertinente karl». Men stortinget gjorde ham et enkelt aar til medlem af 7 komiteer, deriblandt baade valg- og fuldmagtskomiteen, tingets to vigtigste. Og en samtidig forfatter kalder ham «det politiske drivhjul i Lister og Mandals amt».

Og nu, da 50 aar ere ledne, siden den hele bygd fulgte ham til sit hvilested paa Austads kirkegaard, nu er kampen om hans navn forlængst afsluttet, nu vil det norske folks enstemmige dom om Teis Lundegaard være den: Han var kanske usleben. Men han var en usleben ædelsten. En god familiefar, en varm fædrelandsven og en god borger.

Der er et gammelt ord, udtalt for tusinder af aar siden: Enhver grav gjemmer et stykke verdenshistorie. Det kan i fremtrædende grad siges om denne grav, at den gjemmer et stykke norsk historie. Det gamle ord er en dyb sandhed. Og dog ikke den hele sandhed:

Historien skjules ikke af graven. Den stiger op af graven. Den lever over graven. Dens høie lyse skikkelse vandrer gjennem tider og slægter, medens der fra de vide folder af dens klædebon udstrømmer visdom, og den snart styrkende, snart advarende, men altid belærende taler til menneskene.

Kjære landsmænd! Den stemme, som nu fører ordet, vil om flere eller færre aar forstumme. De hjerter, som her idag slaar saa varmt, skal bli kolde. Men de tanker og følelser, vi har baaret frem gjennem vor tid til en kommende efterslægt, de skal leve over graven, spire op af mulden som stenen hist henne, ja naa langt høiere end den; thi de dødeliges bedste ønsker og varme bønner stiger helt op til ham, som styrer folkenes skjæbne.

Saa staa da Teis Lundegaards bauta der pegende ud over hjembygden, pegende ud over Norge. Den staa der, mens slægter fødes og slægter dø, prædikende for de kommende tider, manende de kommende generationer til i liv og færd at vise fædrelandskjærlighed, fribaarenhed og kraft som Teis Lundegaard.

Avisen Lister, onsdag 22. mai 1907 (nr. 57, 29. aarg.)